Iguanas & communikation

 
Leguanen er et af de få dyr der ikke har nogen lyde. De kan allerhøjst give en svag lyd der mest minder om en blanding mellem et hvæs og et fnys. Men dette er bestemt ikke ensbetydende med at de ikke kommunikerer med hinanden. Såfremt du har en tillidsfuld relation til din leguan, så vil den også prøve at kommunikere med dig.
 
I det følgende vil jeg komme lidt ind på leguaners mest almindelige kommunikationsformer. En enkelt specifik handling kan dog ikke stå alene, og man er nødt til at observere hele leguanens kropssprog, for at danne sig et klart billede af hvad den "fortæller".
 
HEAD BOBBING: Dette er en af de stærkeste kommunikationer for leguaner, og der er flere forskellige signaler de kan udsende med denne adfærd. I de fleste tilfælde er det en måde at sige til en anden leguan "Hej, jeg har set dig" Dette er den langsomme op/ned headbobbing.
 
Den lidt mere hektiske op/ned headbobbing, betyder som oftest at leguanen vil vise andre leguaner, at dette er dens domæne, og at den bestemmer her. Særligt i brunstsæsonen ser man denne adfærd både hos hunner og hanner der "pisser territorie af"
 
Såfremt leguanen virrer med hovedet i hurtige asymetriske bevægelser, kan man godt regne med at den er alt andet end glad. Såfremt du oplever denne adfærd fra din leguan, bør du trække dig væk fra den med det samme. Selvom den måske ikke vil angribe dig, så vil det provokere og irritere den yderligere at du er der.
 
DEWLAP: er den hudflap leguanen har under hagen. Når leguanen ligger og hyggedovner afslappet i solen vil denne hænge ned i folder. Leguanen kan dog også - via en fin lille knogle kaldet "hyoid bone" - løfte denne hudflap, så den ligner et lille flag.
 
I de fleste tilfælde rejser den sin dewlap, fordi den bruger denne til at regulere sin kropstemperatur med. Dette ses især om morgenen, efter den er vågnet og er i gang med at få varme i kroppen, eller som en slags vifte hvis den har det for varmt.
 
Leguanen kan også rejse sin dewlap, hvis den gerne vil prøve at fremstå større end den er. En leguan der er defensiv eller offensiv vil næsten altid have sin dewlap rejst i forsøget på at skræmme en evt. fjende. Endvidere bruger - især hanner - også deres dewlap i brunstsæsonen til at virke mere prangende og interessant for at tiltrække det modsatte køns opmærksomhed.
 
TOUNGE FLICKING: De fleste leguanejere har oplevet at se deres leguan småslikke på alt hvad der er nyt. Leguanen har et ekstra organ i ganen "Jacobsons organ" som den bruger til at opsamle "data" om det den gerne vil vide mere om. Dette er en helt normalt adfærd, og den viser blot, at leguanen er nysgerrig og interesseret i sine omgivelser.
 
ØJNENE: Næsten alle leguanejere har oplevet at deres leguan sender dem det klassiske "evil eye" i ny og næ. Dette er som regel ikke et tegn på at leguanen vil angribe, men nærmere at den ser dig som et stort irritationsmoment. Det er dog alligevel et blik som kan få det til at isne ned af ryggen på enhver leguanejer. Det er i den grad et ondt øje. Man bør trække sig væk og give leguanen lidt fred hvis man modager "evil eye" fra den.
 
Det er et hyppigt omdiskuteret emne både i Danmark og udlandet, hvad det betyder når en leguan lukker øjnene ved berøring. Er det nydelse eller ubehag?! Dette afhænger af hvordan leguanen lukker øjnene. Nogle forskere mener at såfremt det nedre øjenlåg lukker sig opad mod det øvre, er det som udgangspunkt fordi leguanen er afslappet eller søvnig. Såfremt det øvre øjelåg lukker dog nedad mod det nedre, er det ofte et tegn på ubehag eller mental stress.
 
Andre forskere mener at når leguanen lukker det øje der er tættest på dig og har det andet øje åbent, så er det en slags kompliment. Den har tillid til dig og din berøring, men den er samtidig opmærksom på sine omgivelser.
 
Igen er der ingen facitliste, da dette ville kræve at man fik lov at være "Leguan for 1 dag", og det faktum at en enkelt handling ikke kan stå alene. Det kræver lidt kendskab til leguaner hvis man skal tolke deres måde at lukke øjnene på, men det kræver også en del sund fornuft og interesse i at kommunikere med sin leguan.
 
POSITUR: Den stilling leguanen befinder sig i, siger også meget om hvilken sindstilstand den befinder sig i. Såfremt leguanen ligger med bagbenene strakt bagud og forbenene strakt bagud ned langs siden, så er det en meget afslappet leguan. Såfremt den sidder halvt op og strækker hovedet opad, er det som regel et tegn på at den søger kontakten med lyset, eller prøver at regulere kropstemperatur. En leguan der er defensiv eller offensiv, rejser sig ofte højt på benene og krummer ryggen, så den er klar til indlede et angreb eller afværge et.
 
Kerne er en meget venlig, imødekommende og afslappet leguan,  Jeg har endnu ikke oplevet hende være i hverken angrebsposition eller i forsvarsposition overfor mig.. Hun har dog Head Bobbet en lille smule af mig da hun var i brunst og jævnligt stukket mig The Evil Eye når jeg er kommet ud til hende. I hendes brunstperiode virkede hendes agenda på mig, lidt som om hun var nedladende og en smule "snobbet". Der var ingen tvivl om at hun følte sig højt hævet over mig og langt bedre end mig, og hun har i den grad set sig selv som ALFA hunnen i vores fælles hjem.
 
Kerne har altid været "renlig" og pænt brugt brusenichen til at besørge i. I hendes brunstperiode ændrede dette sig dog. Hun gik gentagne gange målrettet ud i min entre når jeg kom fra abejde, lagde en "klat", og gik derefter omgående ud til sig selv, vendte ryggen til mig, og skulede efter mig. I et enkelt tilfælde kravlede hun direkte op i min seng og besørgede der.
 
Denne mindre delikate adfærd har nu ændret sig efter hende brunstsæson er slut, og hun bruger nu igen kun brusenichen til at besørge i. Hun er hæller ikke så afvisende mere som hun var i denne periode. Det har tydeligvis kun været en fase, og jeg kan fremadrettet godt leve med denne adfærd de ca. 3 uger om året. Brunstperioden er en svær tid for alle leguaner der lever i fangeskab.
 
Når hun er ude i min stue og er lidt sammen med mig, er hun meget kontaktsøgende, og hun kravler ofte helt umotiveret op på mig. Men når JEG kalder på HENDE, sker der en ændring i hendes positur. Hun går pludselig meget højt på benene og ranker ryggen, hvorefter hun kigger på mig og vender ryggen til mig. Hun agerer næsten lidt nonchelant, når hun ved at jeg gerne vil i kontakt med hende. Der er ingen tvivl om at hun har selvtilliden i orden.
 
 Der er sikkert mange andre specielle måder leguaner kommunikerer på, og det er - i mine øjne - netop det det gør det spændende og interessant at observere min leguan. Din leguan har uden tvivl også sine små særegne måder at fortælle dig ting på. Såfremt din leguan har en særlig agenda i sin kommunikation, så hører jeg meget gerne fra dig.
 
OPDATERET 23 - 3 - 2015 Kerne har sin egen særlige måde at sige fra på når jeg er i fysisk kontakt med hende. Hun får rytmiske synke bevægelser og sammentrækninger i sin dewlap mens hun drejer hovedet lidt væk fra mig. I starten troede jeg at hun havde problemer med halsen, men jeg har efterfølgende fundet ud af, at det er hendes måde at lukke mig ude på, fordi hun synes at jeg invaderer hendes privatsfære.
 
Så snart jeg oplever første "synk" så trækker jeg mig væk og giver hende fred. Jeg synes det er fantastisk at lære mere og mere om hende for hver dag der går. Det var tydeligt at Kernes og min relation blev forbedret efter jeg erfarede ovenstående. Det er godt for mig at vide hvor jeg skal trække grænsen så hun ikke bliver træt af mig, og det er godt for hende at vide, at hendes "nej" bliver respekteret af mig.  
 

0 Comments.


 
Tell us what do you think
  •  
  • Captcha Image
Powered by Bullraider.com