UV-light

                                                                   

 
 
I dette emne vil jeg komme lidt ind på lysets store betydning for leguanens velfærd og trivsel. Lyset er MEGET vigtigt for leguanen og - om end på en anden måde - også for mennesker.
 
Vi kender det alle sammen. Når vinteren er på vej, og det betyder reduceret energi, og også en reducering af det gode humør. For en del mennesker resulterer det i regulære vinterdepressioner af forskellig grad, og enkelte har sågar brug for antidepressiv medicin.
 
Det viser på flere niveauer hvor stor betydning lyset har på vores livsglæde, og eftersom depressioner dannes i den mest primitive del af hjernen, er det naturligt at tro, at dette også kan have indflydelse på vores medskabninger.
 
Lyset har stor betydning for vores evne til at danne det vigtige D vitamin og rigtig mange vurderes at lide under mangel heraf i vinterhalvåret. Dyr er ingen undtagelse.
 
For krybdyr har det ekstra stor betydning, at de bliver udsat for den rette kombination af UVA/UVB lys. Uden dette lys kan leguanen ikke optage D3 vitamin og dermed hæller ikke kalk i kroppen. Man kan fodre leguanen med nok så meget kalk, men uden lys vil det blot passere uudnyttet gennem dens krop.,
 
Leguanen er i besiddelse af et 3. øje et såkaldt "Parietal eye" Dette er et lille øje oven på leguanens hoved, som ikke kan se genstande men kun fornemme lys og skygge ifald der kommer en fjende ovenfra. Leguanens største fjende i naturen er rovfugle og dens 3. øje vil - i naturen - reagere såfremt dette øje opfatter en skygge. Leguanen kan således finde på at kaste sig 5-6 meter ud i luften for at afvige et angreb fra en fjende.
 
Dette er også årsagen til at en leguan i naturen ofte vil vælge en solplads der befinder sig over vand. Leguanen er en dygtig svømmer og den kan både dykke og holde vejret meget længe under vand. At berøre en leguans 3. øje er et absolut NO GO. Selv berører jeg aldrig Kerne i panden af frygt for, at ramme hendes ekstra øje, hvis hun giver et kast med hovedet. Mit allermest respektfulde råd til alle er: Lad være med at røre leguanen oven på hovedet.
 
Desværre bliver værdien af UVB lyset ofte negligeret  Ikke alene er det UVB lyset der forhindrer metabolisk knogleskørhed men UVB lyset har også andre funktioner. Det hjælper leguanen til bedre hamskifte, styrker leguanens immunforsvar, er med til at modvirke Fungus (svamp) og blodmider.
 
Men leguanen kan også få for meget og for kraftigt lys. Især nogle af de UVB pærer der er tilgængelige på markedet er ustabile. De producerer forskellig mængde af UVB lys i løbet af dagen, og såfremt de producerer et for kraftigt lys kan de skade både leguanens 3. øje og dens syn i almindelighed. Såfremt du er i tvivl så bør du søge rådgivning om valg af pærer/rør hos din dyrlæge.
 
Der findes rigtig gode lamper der både indeholder varme, UVA og UVB, på samme tid, men nogle af disse combi-lamper indeholder ikke de rette mængder af disse 3 ting. Det anbefales at søge råd og vejledning hos en dyrlæge. Såfremt man ønsker en sund og rask leguan, og at have den i mange år, bør man ikke gå på kompromis med prisen, når det kommer til valg af lampe
 
Hverken værdien af UVA eller UVB kan stå alene. Leguanen har brug for begge dele i den rette kombination. Vær i øvrigt opmærksom på at UVB lyset langsomt forsvinde med tiden. Typisk er UVB lyset forsvundet eller væsentligt reduceret efter 6 mdr. Din leguan vil så have brug for at få en ny pære. Spørg evt. din dyrlæge om han/hun vil checke med et UV-meter, når din leguan får sit årlige dyrlæge check..
 
Såfremt du er i tvivl vil det være en fordel at låne/købe et UV meter og checke UVB værdien. Jeg har spurgt Kernes dyrlæge Beth Fledelius om hun vil checke Kernes lamper med hendes UV meter - når Kerne får sit halvårlige dyrlæge check - og det vil hun gerne. 
 
Jeg har selv tidligere brugt "Exo Terra Solar Glo" pære til Kerne, men dette er nu blevet skiftet ud. Hun bruger nu "Lucky Reptile Bright Sun UV Desert" Der kræves en del ekstra udstyr for at kunne anvende denne pære, men Kerne skal have det bedste på markedet.
 
Lucky Reptile sættet består af 3 dele. 1 pære, 1 sokkel og 1 converter. Både sokkel og converter er en engangsinvestering, men pæren bør udskiftes hver 6. måned da UVB lyset forsvinder med tiden. Lucky Reptile har lavet deres produkter så "smart" at du er afhængig af at købe hele sættet, da ingen af de 3 dele kan fungere særskilt. Dette sæt er meget dyrt, men du bør gøre det for din reptils skyld. 
 
Det kan ikke markeres nok gange. UVA OG UVB KAN IKKE GENNEMTRÆNGE GLAS. En pære er derfor uden værdi hvis den ligger oven på terrariet. En lampe skal altid sidde inde i terrariet. Du kan nemt bore et hul med en diamantskærer. Leguanen er ligeglad med om hullet er symetrisk. Der bør kun bruges reptilamper med porcellænsfatning som er beregnet til reptiler.
 
Diamantglas siges at lade UV-lyset passere, men dette er der også delte meninger om. Hvis jeg selv havde Kerne i et traditionelt terrarie, så er jeg ikke sikker på at jeg ville turde satse på det. Jeg ville selv vælge at placere lyset inde i terrariet. Det betyder også noget hvor ang afstand fra dyret UV-lyset er placeret. Det er vigtigt at placere UV-lyset i den afstand der står skrevet på indpakningen, da UV-mængden - der skal komme dyret til gode - ellers vil reduceres.
 
Jeg er bevidst om, at ingen af os har ubegrænsede økonomiske midler. Det har jeg bestemt hæller ikke, men det handler om prioritering. Under fanebladet "Naturligt Leguanfoder" kan du se hvor meget du kan spare ved at vælge naturligt leguanfoder. Jeg sparer så mange penge at det "sponsorerer" en ny pære til Kerne hvert have år. Samtidig lever Kerne sundere og uden sprøjtegifte.
 
Kernes UV lampe er tændt ca. 12 timer om dagen. I vinters var det dog i ny og næ kun 11 timer. Jeg oplevede et par gange hvordan Kerne var sanseløst søvnig og "gemte" sig for sin lampe. Jeg valgte at slukke den og putte hende for natten, når jeg så hun var så søvnig. Jeg ser ingen hensigt i at "tvinge" leguanen til at være vågen, hvis den i ny og næ ønsker at gå tidligt til ro.
 
Det er også sket et par gange denne måned at Kerne var helt frisk, da det var hendes normale sengetid. Så har hun fået 
en time ekstra med lyset tændt. Både Kernes UV-lampe og keramiske varmepære kører med timer-ur, men jeg kigger til hende flere gange om dagen, og regulerer så lidt på hendes sovetid afhængig af hvor træt eller vågen hun er.   
 
Når Kerne selv kommer ind i min stue er det fordi hun på det tidspunkt har fået varme og lys nok. Hun er i god bevidsthed om egne behov, og når hun synes det bliver for koldt i stuen eller vil have mere lys, så spankulerer hun målrettet ind til sig selv, og lægger sig til rette under lampen.
 
LYS og tilbehør hertil er helt klart det dyreste element ved reptilhold. Ironisk nok er det dog også et af de værste steder at spare. Dette faneblad står - omend det er selvstændigt - også i kontekst til fanebladet om "Metabolisk knoglesygdom" da netop lyset er en af hovedfaktorerne til at undgå denne grimme lidelse hos øgler.
 
Jeg har hele tiden fokus på at Kerne er et dyr der er skabt til at leve i et tropisk klima, og at hun ikke har valgt at bo hos mig. Hun er blevet installeret i det skandinaviske tempererede klima hvor hun slet ikke er skabt til at leve. Det er mit ansvar at sikre mig, at hun som minimum får det basale hun har brug for. Det har hun krav på og det har hun ret til. Det samme ansvar påhviler ejerne til alle andre krybdyr som lever i fangeskab overalt i verden..

0 Comments.

Powered by Bullraider.com